Frustrationens leg:
 Frustrationen fører mig i kaos. Jeg ved ikke hvor skal jeg hen, hvad skal jeg, hvordan skal jeg, hvornår skal jeg, hvorfor skal jeg, men,… HVAD.

Jeg føler mig målløs, tomt, ingenting, intet, lille, mørk, på evig standby,...

jeg krymper sammen, går ind i mig selv og bliver mindre.


 

Imens jeg mediterer til disse følelser, bliver jeg så lille at jeg ender som en kerne, et frø.

Kernen, frøet som regnen flytter, vinden blæser, folk træder på, bilerne ruller på, til sidst kommer den et andet sted, under en bunke jord, indtil vinden blæser igen og den bliver rullet rundt igen til den fælder stille et andet sted.

Jorden omkring, får mig til at åbne mig og jeg bliver til en meget lille plante, regn slukker min tørst, og bader mig,... vinden tør mig,... solen varmer mig,... månen afkøler mig og holder mig i ro om natten,... jorden omkring mig vågner når solen står op,... vi bliver flere og flere, vi vokser og bliver til sådan skønne blomstre.

 

Blomstre som vokser der hvor solen, regn, vinden, jorden er, blomsten der viser sin skønhed for verden en tid, for så  kommer endelig den dag hvor jeg blomsten må gå tilbage til kernen, essensen, frøet.

Kernen Blive mindre for hver dag, som om solen ikke fandtes, som om regnen ikke slukkede mit tørst, som om jorden ikke kunne gøre noget.

Sådan bliver jeg ved til at blive mindre til pludselig ikke være én men del af mange små tør, mørke, tomme, ingenting,… parat til at gå samme vej som før.

Sådan bliver jeg en del af helheden.